AG League

Fredag den 11/5-2012 blev dette års AG League afviklet i nogenlunde ok vejr. I år havde arrangørerne besluttet sig at bruge et cup-system, hvilket gjorde, at der hurtigt blev luget ud af det tynde øl. 2wy stod distancen helt til mål og kunne omkring 17.30 lade sig kåre til vindere, inden alle mand herefter lod sig indfinde til årets sidste elevcafe.

Forårskoncert tirsdag den 8. maj kl. 19.30

Kære alle

Kom til forårskoncert på tirsdag kl. 19.30 – musikeleverne optræder med deres eksamensnumre og koret optræder. Det er en festlig og magisk aften, og vi håber I vil komme og bakke eleverne op.

Desuden kan man nyde en udstilling af div. værker, som billedkunst står for.

På gensyn(g) – og hilsner fra musikgruppen :-)

Kristian Selch Larsen har taget nedenstående billede fra et tidligere musikarrangement

Gallafesten i billeder – 27/4-12

Vi henviser til vores facebook-side for yderligere billeder.

TAK FOR ET BRAG AF EN FEST……

 

Allerød Gymnasium løb igen BT’s halvmarathon

60 elever og lærere fra Allerød Gymnasium gennemførte i søndags (d. 22/4) BT’s Halvmarathon. Det er tredje gang skolen deltager i et stort motionsløb, der ifølge idrætslærer Anders Sandfuss Christensen skaber fællesskab og engagement både blandt elever og lærere på skolen. Desuden er det også ret sejt for eleverne at kunne fortælle venner og forældre, at man har gennemført et halvmarathon, uanset om man som Martin Almeida fra 3.G gennemfører på 1 time og 23. min., eller man gennemfører på en mere menneskelig tid, siger Anders. Skolens løbeklub er fra i år blevet organiseret under Dansk Atletik Forbund, og er den første formelle skole-løbeklub i landet. Foreningen er åben for alle og afholder også løbende sociale arrangementer på Allerød Gymnasium. I dag tirsdag er der således fælles dansetræning og hyggearrangement forud for skolens Gallafest på fredag (27/4). På www.agrunnerz.dk  – et website som er udviklet af Jeppe Krog fra 2.G.- kan man læse mere om løbeklubben.

 

Allerød Gymnasium ramt af dødsfald

Vi har i dag afholdt en fælles mindehøjtidelighed fra morgenstunden i skolens fællesareal kl. 8 og 10. Hele Skolen er dybt berørt af gårsdagens tab af 3.g-elev Mads Jepsen, der omkom i en trafikulykke i går. Hele dagen har der været en række tilbud om samtaler og hjælp til alle elever, som er berørt af tabet. Elevens klase har fået særlig hjælp gennem hele dagen.

I lyset af det tragiske dødsfald har Lynge Kirke valgt at åbne døren hele dagen og tænde lys. Pårørende, venner, klassekammerater mv. er således meget velkommen til at besøge kirken i dag  fredag den 13. april 2012 kl. 15.

Allerød Gymnasium

GALLAFEST fredag den 27. april

AGs gallafest bliver som noget nyt afholdt i foråret, nærmere bestemt fredag den 27 april. Gamle elever er som sædvanligt meget velkomne, og man kan fra kl. 20.45 købe sig adgang for 25 kroner i indgangen. Ud over dj, fest og farver vil man i år kunne opleve liveoptræden af et anseeligt bandnavn. Vi glæder os til at se jer!.

Vi minder om, at gallafesten en lukket fest for nuværende og tidligere elever, hvor et vagtværn vil sørge for, at uindbudte ikke får adgang til festen.

mvh

AG

Ny tilstedeværelsespolitik på AG

Gennem det seneste år har vi på AG arbejdet intensivt med en større arbejdsgruppe, der nu er klar med en række indsatser, der skal øge elevernes fysiske tilstedeværelse og reducere det skriftlige fravær.

Projektets hensigt er således meget klar: Jo mere du er til stede i undervisningen og jo mindre bagud du er med skriftlige opgaver – jo større chance er der for, at du gennemfører gymnasiet med et resultat, du kan være tilfreds med.

I Studiereglerne og ikke mindst i vores nye politikker - Tilstedeværelsespolitik  og Politik vedr. skriftligt fravær- kan I læse meget mere om, hvad vi fra 1/1 2012 vil gøre på området.

 

Mikael bedst til at oversætte i Danmark


I starten af marts måned fik Mikael Frisk fra 2. X på Allerød Gymnasium at vide, at han er den danske vinder af EU-Kommissionens oversætterkonkurrence, Juvenes Translatores (Unge Oversættere). Og i dag bliver bedriften offentliggjort. Midt i det hele står en temmelig overrasket Mikael Frisk.
- Jeg er helt klart overrasket over, at jeg vandt, for jeg ved jo, hvor mange sprogstudenter, der er på gymnasierne rundt omkring. Så det var virkelig en overraskelse, siger han og antyder dermed det overraskende element, at han vandt konkurrencen som naturvidenskabelig elev med fysik og matematik på A-niveau og absolut intet islæt af sprog.Det er da også blevet bemærket af venner og bekendte, samt folkene fra EU-Kommissionen.
- Jeg skulle skrive en lille biografi om, hvem jeg er, og hvorfor jeg er med i konkurrencen. Og de syntes også, det var sjovt, at jeg er naturvidenskabelig. Det er der ikke nogle af de andre vindere, der er, siger Mikael Frisk.
- Men jeg har altid haft interessen for sprog, og især engelsk er altid faldet mig let, siden jeg var helt lille. Jeg har en bred interesse, og jeg kunne lige så godt have valgt en linje med engelsk, da jeg begyndte på gymnasiet. Jeg har også planer om, at jeg gerne vil læse videre i udlandet, siger han.
Til marts skal Mikael Frisk til præmieoverrækkelse i Bruxelles, hvor han er inviteret til sammen med en forælder og en underviser. Udover at han skal ned at modtage præmien sammen med vinderne fra de øvrige EU-lande, er der planlagt et program, hvor de både kommer rundt og ser byen samt EU Parlamentet.

Uddannelsesleder og sekretær søges fra 1/8 og 1/5-2012

 Uddannelsesleder til Allerød Gymnasium pr. 1/8-2012

Vi søger en uddannelsesleder pr. 1.8.2012, der sammen med rektor, vicerektor og en yderligere uddannelsesleder vil udgøre ledelsen på Allerød Gymnasium.
Det er en forudsætning, at du har undervisningskompetence inden for den gymnasiale fagrække, eftersom der er knyttet undervisning til stillingen.
Om dig Vi søger en uddannelsesleder, der kan trives i en hverdag, der ofte er travl, men hvor det gode humør spiller en væsentlig rolle – og som

  • har lyst og evner til at lede
  • brænder for skoleudvikling
  • har sans for organisering og planlægning
  • har let ved at kommunikere både mundtligt og skriftligt
  • er imødekommende, fleksibel – og både samarbejdsorienteret og selvstændig!

Ledelsesmæssig erfaring vil klart være en fordel, men er ikke en forudsætning.
Dine opgaver Du vil få mulighed for at deltage i den egentlige fordeling af arbejdsopgaver i ledelsen, men mulige opgaver kunne ligge inden for: pædagogisk udvikling ift. fx ”cooperative learning”, skriftlighed, samarbejde mellem fagene i studieretningerne, it i undervisningen, eksamensplanlægning og elevtilstedeværelse. Der er mange muligheder for at sætte en spændende stilling sammen.
Det bliver et af skolens indsatsområder for de kommende år at styrke anvendelsen af it og styrke it-kompetencerne hos skolens lærere.
Om os Vi er en dynamisk og velfungerende skole, som består af ca. 650 unge motiverede gymnasieelever fortrinsvist fra Allerød og omegn og ca. 75 engagerede medarbejdere.
Vi tilbyder en spændende arbejdsplads i dejlige fysiske rammer både inde og ude. Skolen tilbyder en bred vifte af studieretninger og udmærker sig desuden ved at have et godt socialt miljø på skolen. Skolen vil inden for ca. 1 år kunne indvie en ny tilbygning med lærerarbejdspladser og mødefaciliteter.
Nærmere oplysninger hos rektor Kirsten Schiellerup, 30 25 24 30, vicerektor Ruth Kirkegaard, 48 17 75 55. Ansøgning med relevante bilag sendes til Allerød Gymnasium, Rådhusvej 6, eller på allerodgymnasium@allgym.dk senest onsdag d. 28.3. kl. 10.
Vi planlægger at afholde samtaler lige efter påske d. 10.4. og 11.4.
Løn og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og gymnasieskolernes Lærerforening.
Læs mere om os på www.allerodgymnasium.dk  Allerød Gymnasium

 

Gymnasiesekretær til Allerød Gymnasium pr. 1/5-2012

Vi søger en sekretær, der kan trives i en travl hverdag i et udviklingsorienteret skolemiljø præget af godt humør – og som

-          er imødekommende og smilende både i en telefon og i virkeligheden
-          kan håndtere mange henvendelser hver dag uden at miste overblikket
-          har sans for organisering og struktur
-          har let ved at kommunikere både mundtligt og skriftligt
-          er glad både for at samarbejde og for at arbejde selvstændigt
-          kan lide unge mennesker i deres bedste alder ( mellem 15 og 18 år)
-          kan trives i åbent kontorfællesskab
-          har økonomikompetencer og
-          er en stærk IT-bruger.

Dine opgaver
Du vil få mulighed for selv at deltage i en opgavefordeling, men opgaverne kommer til at omhandle økonomi, planlægning og administration. Det kunne være opgaver som bankafstemninger, udlæg, bogføringer, økonomiafstemninger i Excel, opgaver i Lectio (skemasystem) , elevers SU, vikardækninger, indberetning af sygdom, telefonpasning, postomdeling samt henvendelser fra elever og medarbejdere på kontoret.
Vi arbejder med Navision Stat (økonomisystem) og forventer, at du har kompetencer indenfor dette eller andre økonomisystemer.

Uddannelse
Vi forventer, at du har relevant uddannelse til at varetage opgaverne.
Venligst vedlæg ansøgningen kopi af dine uddannelsespapirer.
Arbejdstid
25 timer (evt. senere 30 timer).
Om os
Vi er en dynamisk og velfungerende skole, som består af 650 unge motiverede gymnasieelever og ca. 75 engagerede medarbejdere.
Skolen tilbyder en bred vifte af studieretninger og udmærker sig desuden ved at have et godt socialt miljø på skolen
Vores administration består af rektor, vicerektor, uddannelsesledere samt yderligere  sekretærer og en AC medarbejder – og vi har et uhøjtideligt og rart arbejdsfællesskab.
Nærmere oplysninger kan fås hos vicerektor Ruth Kirkegaard, 48 17 75 55.

Ansøgning med relevante bilag sendes elektronisk på allerodgymnasium@allgym.dk eller til Allerød Gymnasium, Rådhusvej 6, 3450 Allerød senest tirsdag d. 20. marts kl. 15.
Vi forventer at afholde samtaler torsdag og fredag (d. 22. og 23. marts) og evt. i den følgende uge.

 

Skriftlig eksamen med ny udskriftsmulighed

Skriftlig eksamen 2012

Skolen har besluttet som i 2011 at tilbyde udskriftsmulighed til de kommende eksamer.

Det betyder, at I blot behøves at medbringe en PC. Det eneste der kræves, er at I har installeret gratisprogrammet CutePDF, der muliggør at konvertere Word- og excelfiler til PDF-filer.

De printere, som skolen stiller til rådighed, kan nemlig KUN printe PDF-filer.

Er I ikke sikker på, at I har installeret CutePDF-programmet, da følg nedenstående vejledning til at installere programmet.

Ønsker I ikke at benytte skolens printere – da bedes I stadigvæk medbringe printer til udskrift.

VEJLEDNING TIL HENTNING AF CUTEPDF

Gå ind på http://www.cutepdf.com/Products/CutePDF/writer.asp og installer programmet

Accepter undervejs i installationen, at der også installeres en PDF-converter

Efter endt installation skal I prøve om I er i stand til at gemme word-filer som PDF-filer.

I nogle Office-versioner gøres det ved at vælge udskriv og derefter vælge CutePDF writer, i andre versioner skal man blot sige ”Gem som” og derefter vælge filtypen ”.pdf”.

En mere udførlig installationsvejledning kan hentes her:

http://www.visensvennerros.dk/Bladet%20VV-Nyt/CutePDF%20Writer%20dansk%20vejledning.pdf