Midgårdsormen og andre væsener fra europæiske myter og sagn blev vakt til live, da udvekslingselever fra Polen, Tyskland og Frankrig på besøg hos elever på Allerød Gymnasium onsdag eftermiddag klædte sig ud og optog iscenesatte fotografier af scener fra de fortællinger, som europæiske gymnasieelever anno 2009 har med sig i deres kulturelle bagage.
Projektet var et af mange indslag på et fire dage langt program, der slutter fredag med en tur i Tivoli.
Temaet for denne omgang af det EU-støttede udvekslingsprojekt Commenius er “Diversity in a union” og handler om kulturel mangfoldighed og forskellige landes traditioner.
De tyske elever kommer fra Garbsen uden for Hannover, franskmændene er fra Salon-de-Provence i Sydfrankrig, og polakkerne kommer fra Østersøbyen Gdynia.




