EMP – Elevstyret Muscial Projekt – “Forsoning”

Fredag den 20. og lørdag den 21. januar var det tid til
årets musical på Allerød Gymnasium. Hvert andet år er det lærerne, der styrer
slagets gang, mens det de andre år er eleverne selv, der står for musicalen. Da
sidste års musical, ”Beskidte Tanker”, var styret af lærerne, var det i år
eleverne på gymnasiet, der stod for musicalen.

Blandt eleverne var en styregruppe på otte elever blevet nedsat ved skoleårets start, og disse otte stod for at koordinere manuskript, skuespil, musik, dans og alt det bagvedliggende praktiske arbejde – med minimal hjælp fra enkelte af skolens lærere.

Musicalen i år hed ”Forsoning” og var skrevet af to af skolens 3.g’ere, Andreas Andersen og Karl Johan Jandorf. Den handlede om bankrådgiveren Peter, der ikke rigtigt ved, hvem han selv er. Han har problemer på arbejdet, med kæresten og med et lidt for stort alkoholindtag. For at finde
sig selv får han mulighed for at gennemleve den samme dag fire gange med fire
forskellige personligheder. Dette skyldes to guddommelige viceværter, der leder
tankerne hen på Morgan Freemans gudeskikkelse i ”Bruce den Almægtige”. På sin vej møder Peter bl.a. en flok overfilosofiske venner, en lesbisk chef, de tre
vise mænd fra vest (eller var det øst?), samt to håndværkere med hang til
vodka. Forestillingen trak fulde huse begge aftner, og med et
fantastisk band, dygtige skuespillere og flot koreografi var forestillingen en
udpræget succes.


Der er lukket for kommentarer.