Få pudset vinduerne og støt unge i Burma. Sådan lyder opfordringen fra Allerød Gymnasium forud for Operation Dagsværk-dagen 3. november. Her giver unge over hele landet en del af deres uddannelse for at unge et andet sted i verden kan få én.
I år trækker gymnasieeleverne i arbejdstøjet for at sikre burmesiske børn og unge i grænselandet mellem Burma og Thailand adgang til stabil, elevcentreret undervisning.
‘I militærdiktaturet Burma er uddannelse stærkt nedprioriteret. Det er tydeligt, at det burmesiske styre ikke ønsker et uddannelsessystem, der fremmer selvstændig tænkning. Det kan være svært at kontrollere mennesker, der kan tænke selv,’ skriver det 26 elever store arbejdsudvalg bag Operation Dagsværk i Allerød i en pressemeddelelse. Den fortsætter:
‘Det kan oplyses, at den burmesiske regering bruger 2 procent af statens budget på uddannelse og 50 procent på militæret. Ved at uddanne den burmesiske ungdom skabes der håb for et demokratisk samfund i Burma i fremtiden. Militærstyret i Burma har netop udskrevet valg for første gang i 20 år, desværre er der ikke meget der tyder på det bliver et frit, fair eller demokratisk valg. Ved at uddanne den burmesiske ungdom, kan de forhåbentlig indføre og lede et demokrati i Burma.’
Hvis man vil støtte unges uddannelse i grænselandet mellem Thailand og Burma, kan man hyre en dagsværker både som firma og privat. Det koster min. 300 kr. for fem timers arbejde. Arbejdet kan være alt: At slå græs, pudse vinduer, male eller lignende.
Man kan kontakte Operation Dagsværk-gruppen på Allerød Gymnasium på tlf.: 40 50 78 33 eller 51 92 97 57. Man kan også gå ind på www.jobbank.od.dk og oprette en annonce.
Operation Dagsværk-udvalget står for planlægningen af selve dagen og indsamlingen af pengene efter dagen. Herudover holder udvalget en elevcafé med aktiviteter på gymnasiet. Der er her auktioner på lancierdates, kagesalg og andre aktiviteter og overraskelser.

