2.g-biologiklassen 2.z fra Allerød Gymnasium har netop deltaget i Science-parlamentet 2010. Her var 60 elever fra hele landet samlet for at diskutere bio-videnskabelige problemstillinger. Målet var, i en samlet resolution, at vedtage danske unges holdning til, hvordan samfundet skal bruge de mange nye landvindinger inden for biovidenskaben.
Som hjælp og inspiration til udarbejdelsen af resolutionen var eleverne på ekskursioner til Genzyme, NeuroSearch og Statens Seruminstitut. Derudover havde eleverne også indkaldt en række biovidenskabelige eksperter til en høring. Ved høringen havde eleverne mulighed for at få afklaret alle deres tekniske spørgsmål.
Efter to lange dage med diskussioner og debat dannede Christiansborg rammer for afslutningsdebatten og afstemning om elevernes holdning til de mange spændende emner. Resultatet af elevernes arbejde blev en fire siders resolution. De 60 elever ønsker sig bl.a., at der udarbejdes en offentlig tilgængelig gendatabase, at der anvendes foster stamceller til forskning, at der skabes mulighed for genetisk behandling af kriminelle og at alle babyer screenes.
Afslutningsvis valgte eleverne to af deres klassekammerater, der skal repræsentere Danmark og forsvare den danske resolutionen ved det europæiske Science Parlament, der finder sted i Bruxelles fra 29. november til 1. december.

