
Besøg fra Ravnsholt Skolens 8.a

Ravnsholt-elever besøgte en ungdomsuddannelse
De sidste tre hverdage har størstedelen af 8.a fra Ravnsholt-skolen været på besøg på Allerød Gymnasium i forbindelse med de obligatoriske besøg fra 8.klasserne til ungdomsuddannelserne. Fire af disse elever, Ida Marie Christensen, Tim Kongsmark Weltz, Victoria Høyby Hansen og Frederik Christian Heidemann, havde valgt at besøge det lokale gymnasium og se om forventningerne til stedet holdt stik efter de dages besøg. Et 8.klasses-besøg omhandler altid overværelse af en gymnasielektion, egne timer med både humanistiske, samfundsvidenskabelige og naturvidenskabelige lærere samt endelig timer med gymnasielever og studievejledere, der kan fortælle generelt om uddannelsen samt konkret om Allerød Gymnasium. 8.klasseseleverne modtager altid rundvisning fra gymnasieelever, der tidligere har gået på den konkrete folkeskole, så det er altid sjovt at høre hvordan de gamle Ravnsholt-elever er faldet til på gymnasiet.
Frederik Christian Heidemann bemærkede som det første, at man fra første færd af – modsat folkeskolens mere lukkede opdeling med ind- og udskoling - mere så sig selv som en del af én forsamling, hvor fx alle eleverne spiste sammen i fællessalen – kaldet badekarret. Victoria Høyby Hansen syntes især af den store forskel mellem folkeskole og gymnasium lå i det faglige – der synes at være en større grad af seriøsitet i undervisningen – hvilket måske skyldtes, at eleverne selv har valgt at komme her. Eleven Ida Marie Christensen vendte lidt tilbage til det sociale miljø, som for hende virkelig havde været en positiv overraskelse. Hun glædede sig især til at kunne blive gymnasieelev og dermed en del af et større fællesskab.
Victoria så bl.a. frem til nogle anderledes timer, der nok ville adskille sig noget fra dem, som hun havde nu i folkeskolen. Selvom der med sikkerhed ville dukke mange flere afleveringer op, ville der nok også blive større udfordringer, hvilket hun så frem til.
Det var dog langt fra alle elever, der var blevet så meget klogere. Tim Kongsmark Weltz var således stadigvæk meget i tvivl om, hvilken ungdomsuddannelse, han ville vælge efter folkeskolen. For ham var det langt fra ligegyldigt, hvor de forskellige ungdomsuddannelser var placeret geografisk! Derimod var både Ida og Victoria sikre på at de ville på gymnasiet – og gerne Allerød. Det som især trak i dem var muligheden for at få en naturvidenskabelig studieretning, hvor man kunne få både matematik og kemi på A-niveau samt fysik på B-niveau. Frederik var helt ovre i den anden boldgade, hvor de kreative fag især trak. Studieretningen med både drama og musik kunne således være sjove at stifte bekendtskab med. Men foreløbig skal alle elever først gennem det sidste obligatoriske skoleår i folkeskolen, inden de næste år i marts skal træffe det endelig beslutning om valg af ungdomsuddannelse. Generelt for alle besøgselever fra Ravnsholt var dog, at det har været positivt at få lov til at opleve et prøvebesøg på en ungdomsuddannelse.

